Del

Skiferie i Espedalen

Espedalen hvis du både er til langrend og lidt alpin.

Espedalen siges at have det smukkeste fjeldterræn i hele Gudbrandsdalen og er måske netop derfor en favorit blandt vores langrendsgæster. Mange kalder området i Espedalen med de frosne søer, fjeldskovens snedækkede træer og det åbne højfjeld med flotte udsigter eventyrligt.

Gode sneforhold i Espedalen

Området har et stabilt fastlandsklima, som giver gode sneforhold hele vinteren. Der er 220 km præparerede og mærkede langrendsløjper i både skov- og fjeldterræn, som samtidig er en del af Peer Gynt Ski Region - i alt 630 km. Her lægges megen omhu i tilrettelæggelse og præparering af løjpenettet for at kunne tilbyde ture til alle færdigheder, begynder, øvet og midt imellem. I terrænet er der flere små (ubemandede) varmestuer. Hyggeligt, når benene trænger til pause og batterierne skal genoplades. Til dig som gerne vil stå på langrend efter mørkets frembryd, anbefaler vi at medbringe pandelygte eller lån en på hotellet. 

En susende time

Nedenfor Dalseter Fjellhotell ligger en lille alpinbakke, 500 m lang og med en højdeforskel på 140 meter. Herligt for børn og nybegyndere, som vil lege med det alpine for en stund.

Isvandring i ”HELVEDE”

Oplev Nordeuropas største Jættegryde ”Helvede” som blev dannet for over 10.000 år siden, da gletsjerne trak sig tilbage. Grundvandet siver langsomt gennem fjeldsider og samles i bunden. Dette giver smukke, frosne strukturer om vinteren, hvor man iført snesko kan vandre gennem kløften til bunden. Turen er lidt krævende, men overkommelig for de fleste.